Det arbejder vi for

 

EmballageIndustrien er til for medlemmernes skyld, og vi arbejder overordnet for at sikre tre vigtige ting for industrien:

1. Det bedst mulige produktionsklima

Produktionsklimaet i Danmark er på mange måder godt, men den globale konkurrencesituation viser, at de arbejdsmarkedspolitiske rammevilkår løbende skal effektiviseres, for at dansk produktion kan fastholde en konkurrencedygtig position.

I samarbejde med vores hovedorganisation DI arbejder EmballageIndustrien for, at emballageproducenterne i Danmark tilbydes de bedst mulige rammevilkår.

2. En hensigtsmæssig emballageregulering

EU står for langt størsteparten af den regulering, der gælder på emballageområdet. Reguleringen implementeres i danske bestemmelser.

Emballagereguleringen er meget omfattende; især for emballager, der fremstilles til fødevarer. EmballageIndustrien arbejder for, at den danske implementering af EU´s regulering sker på den mest hensigtsmæssige måde. Foreningen arbejder samtidig for en god og klar formidling. Vores mål er, at danske emballageproducenter kommer på forkant, når det gælder om at forstå de procedurer og den dokumentation, der skal ledsage emballageprodukter, der markedsføres i EU. Afsætning af emballage bygger på et tillidsforhold, hvor kunden forventer, at emballagen opfylder alle gældende krav. Vi arbejder for, at danske producenter er blandt de bedste til at leve op til den tillid.

3. Forståelse for emballagens funktion i samfundet

Pressen kaster sig med jævne mellemrum over forskellige typer emballages dårlige egenskaber. Nogle emballager kritiseres for eksempel for at være unødvendige, nogle kan ikke tømmes tiltrækkeligt, og andre er svære at åbne for forbrugere med svag fysik.

I EmballageIndustrien ser vi det som vores rolle at informere offentligheden faktuelt og sagligt om emballagers funktioner og egenskaber. Emballage er en forudsætning for velfærdssamfundets forsyning og mangfoldighed af varer. Af og til kan der komme en emballageløsning på markedet, som forbrugerne ikke kan forstå eller acceptere. Her ser vi det som vores opgave at levere faglig information om emballagevalget og forhåbentlig bidrage til at bygge bro mellem emballagen og forbrugerne.