Rundt om emballage

Introduktion til emballagens rolle i samfundet.

1. Emballagens funktion i samfundet                              
2. Emballagetyper                                                                   
3. Emballageforbruget i samfundet                                
4. Bortskaffelse af emballage                                             
5. Standarder for emballage                                               
6. Emballageafgifter                                                               
7. Emballageregulering                                                          
8. Emballage og CO2                                                               
9. Emballage og forbrugerhensyn

1. Emballagens funktion i samfundet 

Emballage omtales ofte som en kilde til miljøbelastning, og forskellige typer emballage kritiseres ind imellem for at være svære at åbne eller tømme. Men faktum er, at emballage er et centralt element i den vareforsyning, et velfærdssamfund bygger på. Uden emballage ville der ikke være noget nævneværdigt vareudbud. Miljøbelastningen fra emballage er minimeret som følge af, at stort set al brugt emballage i dag enten genbruges eller bortskaffes på en måde, hvor materialet enten genanvendes eller bruges til nyttige formål.  Vareproducenterne har en økonomisk interesse i, at emballagen er tilpasset præcist det formål, emballagen skal bruges til - og at den er enkel at bortskaffe efter brug. For meget eller forkert emballage og emballage, der påvirker varen eller skaber problemer ved bortskaffelse er simpelt hen en dårlig forretning.      

2. Emballagetyper

Emballage opdeles i primær, sekundær og tertiær emballage.

• Med primær emballage mener vi den emballage, der umiddelbart omslutter varen, og som forbrugeren får i hænderne, når varen bringes hjem.
• Med sekundær emballage menes ofte multipak, dvs. en sampakning eller udstillingspakning af en mængde af samme vare. Sekundær emballage står fremme i butikkerne.
• Med tertiær emballage mener vi transportemballage, dvs. den emballage, der samler et større parti af varer eller beskytter en enkelt vare, så den er egnet til transport fra vareproducenten til butikken. Forbrugeren vil normalt ikke møde transportemballagen, med mindre han/hun køber over internettet eller stikker hovedet ud i supermarkedets baglokale, hvor transportemballagen ofte samles og gøres klar til genanvendelse.

Til sammen udgør primær, sekundær og tertiær emballage det samlede emballagesystem for et parti varer.

3. Emballageforbruget i samfundet     

Både på nationalt og på europæisk plan bliver der ført nøje regnskab med emballageforbruget. Formålet er at sikre, at der foregår en forsvarlig minimering af emballage og bortskaffelse efter brug. EU Kommissionen indførte i 1994 Emballagedirektivet, der opstillede minimumskrav til, hvor effektivt emballagen skulle minimeres og bortskaffes. Disse krav er løbende blevet opjusteret.

I den periode, hvor direktivet har virket, har emballagemængden pr. vareenhed været jævnt faldende. Vareforbruget er steget, men mængden af emballage er ikke steget i samme grad. Direktivet har altså haft en positiv indvirkning på emballageminimering hos producenterne. Samtidig er andelen af emballage, der genanvendes eller bruges til nyttige formål steget.         

 4. Bortskaffelse af emballage                 

Emballagebortskaffelse skal følge visse mindstekrav, der er fastsat i Emballagedirektivet. Med genanvendelse menes, at emballagematerialet omdannes til ny emballage. For eksempel bruges brugte papkasser som råvare i fremstillingen af nye papkasser. En del emballage er dog så forurenet efter brug, at den ikke egner sig til genanvendelse. Emballage, der havner i husholdningsaffaldet, vil normalt ikke blive genanvendt, men sendes i stedet til forbrænding, hvor energien anvendes til opvarmning og elproduktion. Derved bruges emballagen til nyttige formål, fordi den fortrænger andet brændsel, der ellers skulle have været anvendt.

5. Standarder for emballage                              

Der findes standarder for emballage, som emballageproducenterne kan vælge at benytte som grundlag for at vurdere, om alle funktionskrav er opfyldt. Et eksempel kan være faldprøver, der beviser emballagens styrke for en producent af elektronik. Blindskrift på emballagen er et krav inden for visse varegrupper, og en standard beskriver, hvordan producenterne opfylder dette krav. P.t. er der planer om at udarbejde standarder for håndtilgængelig emballage. Her vil producenterne få retningslinjer for, hvor let det skal være at åbne og genlukke en emballage.

6. Emballageafgifter      

Da emballageafgifterne blev indført, var formålet at styre forbrugernes adfærd ved valg af emballage. Men gennemsigtigheden på afgifterne mangler, og mange forbrugere ved slet ikke, at der er afgifter på emballage. Derfor har det været en vanskelig opgave for myndighederne at argumentere for miljøhensynet. Emballageafgifter er dermed blot en fiskal afgift, der skaber en offentlig indtægt.

Emballageafgifter udregnes efter to principper: En volumenbaseret afgift for flasker og dunke og en vægtbaseret afgift for et udvalg af dagligvarer fordelt på 15 varegrupper. Den vægtbaserede afgift beregnes på grundlag af emballagematerialet, idet afgiften forsøger at tage højde for forskellige emballagematerialers forskellige miljøbelastning. Sammenhængen mellem materialets miljøbelastning og afgiften lider dog voldsomt under, at man anvender forældede data, når afgiften skal udregnes.

7. Emballageregulering

Emballageregulering er en samlende betegnelse for den mangfoldighed af krav, der er knyttet til fremstilling og markedsføring af emballager. Krav om minimering, krav om bortskaffelse og ikke mindst krav om emballagens toksikologiske egenskaber gør emballage til et af de mest regulerede produkter. Reguleringen foregår især fra EU og implementeres efterfølgende i nationalstaterne via lovgivning og gennem bekendtgørelser. Ikke mindst krav om hygiejne og forbrugerkrav i forbindelse med fødevarer og medicinalvarer skaber omfattende afledte krav til emballagen og dokumentationskrav til emballageproducenten.

8. Emballage og CO2      

Forskellige produkters miljøbelastning og påvirkning af klimaet optager både forbrugere og politikere. Der er opstillet en række måltal for, hvor stor miljøbelastningen fra et produkt er, og disse måltal kan sammenfattes bl.a. i en såkaldt livscyklusanalyse, LCA. Blandt de måltal, der indgår i en LCA analyse er kuldioxidudledningen/CO2-tallet.

CO2-tallet er gradvist blevet anvendt som et samlende indeks for et produkts miljøbelastning, selvom andre miljøbelastninger også kan have stor betydning for klimapåvirkningen.

Vareproducenter - hvad enten de producerer biler, fødevarer eller mobiltelefoner - er derfor begyndt at oplyse produktets CO2-belastning. Emballageproducenter beregner også CO2-tal for den emballage, der omslutter varen. En miljøbelastning af varen og emballagen skal ses samlet, og vareproducenten har derfor behov for at kende til CO2-tal for de mulige emballagealternativer. Nogle emballageproducenter tilbyder beregningsværktøjer til at beregne CO2-belastningen.

Læs mere om emballage og CO2 her.   

9. Emballage og forbrugerhensyn

Forbrugere kan af og til skælde ud over forskellige typer emballagers praktiske brug. Emballagen kan enten være svær at åbne, lukke eller tømme. Det er et irritationsmoment, og for mennesker med svage hænder kan det være et stort problem ikke at kunne åbne en mælkekarton eller et pilleglas uden hjælp. Emballageproducenter og vareproducenter arbejder derfor sammen om at gøre emballager mere forbrugervenlige. Der er dog også mange andre hensyn, der skal indbygges i en emballage, afhængigt af varetypen. Blindskrift til svagtseende på bl.a. medicin, børnesikringslåse på husholdningskemikalier og fødevareemballager uden kemisk afsmitning er bare nogle af de mange krav, som emballageproducenterne skal kunne dokumentere, at emballagen lever op til.