Bæredygtighed: Et flydende begreb
Begrebet bæredygtighed har ikke et veldefineret slutmål, det er en kontinuerlig rejse mod stadige forbedringer. Derfor er kommissionskravet om bæredygtighed heller ikke et operationelt mål, men et mål om en løbende adfærdsændring, hvor overliggeren hele tiden flyttes.
Siden 1994 har Emballagedirektivet været gældende med sine grundlæggende krav: At sikre fremstilling af emballage uden farlige stoffer, at minimere emballagemængden og at skabe øget nyttiggørelse ved genanvendelse og energiudnyttelse.
Alle tre mål er imødekommet. EU Kommissionen har formuleret et antal andre direktiver om markedsreguleringen, der i samspil med Emballagedirektivet har sikret et sundt marked, hvor der løbende er blevet styret ind efter direktivets overordnede miljømål.
Kommissionen har fulgt op på, at man både har nået de opstillede miljømål og samtidig sikret, at der er taget hensyn til de det indre marked uden forvridning af konkurrencevilkår gennem handelshindringer på enkelte delmarkeder.
I starten blev der talt om miljøvenlig emballage. Nu handler det om at fremme bæredygtig emballage, som formodentlig vedrører miljø, økonomi og samfundsforhold. Men det er ikke til at sige præcist. For hvilke definitioner gælder for miljøvenlig emballage og bæredygtig emballage? Ingen!
Der kan ikke opstilles kvantitative mål for, hvornår en vare og dens emballage er miljøvenlig eller bæredygtig, hvilket ændrer de politiske mål fra at være konkrete mål - f.eks. nyttiggørelse af 50 % af papirbaseret emballage inden 2008 - til noget mere uhåndgribeligt som at optræde miljøansvarligt og bæredygtigt. Men hvad er det og hvornår er målet opfyldt?
EU Kommissionens handlingsplan for bl.a. bæredygtig emballage udtrykker netop dette dilemma, at begrebet bæredygtighed er vanskeligt at kvantificere og dermed ligeså vanskeligt at kontrollere opfyldelsen af. En række initiativer understreger at det er vanskeligt at bevæge sig ad den vej, f.eks. PEI (Packaging environmental Index) og flere andre.