Beck Pack årets arbejdsplads

14-01-2010

Beck Pack vendte udviklingen sammen med medarbejderne

 

For to år siden lavede Beck Pack Systems underskud. I dag har de vendt udviklingen med en målrettet strategisk indsats og stor medarbejderinddragelse. Det har 3F honoreret med titlen som Årets arbejdsplads 2009.

 

På to år har Beck Pack øget effektiviteten med hele 24 %. Det er lykkedes at vende udviklingen i et aktivt samarbejde ledelse og medarbejdere imellem og uden afskedigelser undervejs.

 

”Vi spurgte os selv, hvad der skulle til for at vende udviklingen. Svaret var en helt ny strategi blandt andet med fokus på medarbejderinddragelse og trivsel. Vi viste, at tingene kun kunne vendes, hvis medarbejderne var en aktiv del af processen, hvis de var glade for at være her og fik mulighed for at bidrage med gode ideer. Vi ville kort sagt skabe nærvær frem for fravær”, siger Beck Pack’s administrerende direktør, Peter Vesløv.

 

Et trivselsprojekt

For at øge medarbejdernes inddragelse og trivsel og dermed også deres effektivitet, har virksomheden fokuseret på alt fra kommunikation til fysiske omgivelser, sundhed og uddannelse. Kommunikationen er blevet forbedret med faste ugemøder, firmablad, breve fra ledelsen og individuelle samtaler. De fysiske omgivelser har fået et løft via et forskønnelsesprojekt. Medarbejdernes sundhed er sat i fokus med frugtordning, rabat på motionscenter og massage samt sundhedsforsikring. Løbende uddannelse af medarbejderne er sat i system med kompetenceafklaring af hver enkelt medarbejder, som herefter har fået kurser baseret på individuelle behov og relevans.

 

”De fleste tiltag er nogle basale ting, som betyder en masse for dagligdagen. Vi har ikke opfundet den dybe tallerken, men forskellen er, at vi har sat dette som strategisk topprioritet for at få det ført ud i praksis”, siger Peter Vesløv.

 

3F begrunder valget af Beck Pack som Årets Arbejdsplads med netop det store fokus på medarbejderinddrivelse og trivsel.

 

Hent EMBALLAGENYT dec.2009 her

   
 

EmballageIndustrien | Nørre Voldgade 48 1. | 1358 København K. | Tlf. 33 91 38 00 | Fax: 33 91 96 01 | info@emballageindustrien.dk